Kan man som journalist medvirke til at ændre forholdene i det pågældende land?

Det drømmer vi jo alle sammen om, at vi kan. Men helt ærligt, så tror jeg det ikke. Jeg kan ikke se, at det at vi i årtier har berettet om alt det forfærdelige, der hele tiden sker, har forebygget, at det onde gentager sig. Desværre. Men vi bliver vel nødt til at tro på, at vi gør en forskel.

Jeg tror, at uanset om vi gør en forskel eller ej, så bliver vi nødt til at fortsætte med at berette om alt det der sker - uanset om det er behageligt eller ej - sådan at folk derhjemme ikke bagefter, når tingene kommer frem i historiebøgerne eller andet, skal kunne komme og sige, at de ikke vidste noget om alt det, der skete. Komme og sige, at "havde vi blot vidst det den gang, så..."

Alt vi som journalister kan gøre, er at rapportere, fortælle, vise frem, holde tingene op foran ansigtet på vore læsere, lyttere eller seere, så de ikke kan lukke øjnene for det, der sker, og så håbe, at det betyder noget for dem. At de på den måde er mere velinformerede, når de går til Folketingsvalg eller på anden måde deltager i de demokratiske processer og beslutninger.

Hvilken konklusion folk drager, har vi som journalister ikke nogen indflydelse på. Men vi kan forhåbentlig bidrage lidt til, at beslutningen - hvad end den bliver - i det mindste bliver taget på et lidt mere velinformeret grundlag, end den ellers ville... håber jeg i hvert fald. Ellers er mit job helt omsonst.

Derfor kan det være ubegribeligt frustrerende, når en redaktør hjemmefra ringer og siger: "De billeder, du lige har sendt hjem er for ubehagelige, dem kan vi da ikke vise, når folk i Danmark sidder og drikker aftenkaffe!"

Så bliver man virkelig vred. I særdeleshed hvis det er virkeligheden, man viser. Og det er den virkelighed, der afgør, hvordan parterne i konflikten vil optræde den næste dag. Men af hensyn til danskernes aftenkaffe, kan vi ikke vise det. Og derfor forstår danskerne heller ikke vreden og raseriet i krigszonen den næste dag, når vi så viser den.

I sådanne situationer kunne man godt tænke sig at sende et par redaktører langt, langt ud til fronten, så de selv kan se, hvad det er, der foregår. Og så de i det mindste kan fatte, at deres job er respekt for virkeligheden og ikke for harmonien og den gode stemning omkring det danske kaffebord.