I mange lande er der ikke ytringsfrihed, hvordan kan man så som journalist arbejde?

For det første betyder manglen på ytringsfrihed, at man ikke kan stole på den lokale presse. Det betyder ikke, at man ikke kan bruge pressen til noget som helst. For selv løgnen er en del af virkeligheden. Den fortæller ofte meget mere om virkeligheden, end magthaverne tror. Blot ikke det, de ønsker. Alt fortæller noget. Selv hvis nogen ikke vil tale med dig, fortæller det en lille bid af sandheden og bidrager til din historie.

Taler vi om et ultra-undertrykkende diktatur og politistater, så må man tage nogle udvidede hensyn til de folk, man faktisk taler med, for at beskytte dem. En ting er, at man nogle gange ikke bruger deres rigtige navne. Andre gange heller ikke deres ansigter eller stemmer. Måske kan man kun henvise til, at man har talt med nogle folk, som siger at... uden hverken at vise dem eller høre deres stemme.

En anden ting er, at man i nogle lande bliver skygget af sikkerhedstjenesten. Derfor skal man enten sikre, at man har rystet forfølgeren af, inden man når frem til sin kilde, eller man bliver nødt til at besøge og tale med et hav af andre mennesker, som man til slut slet ikke bruger, blot for at sløre, hvem det er, man har sine informationer fra. I politistater uden ytringsfrihed kan det tage uendelig lang tid at lave noget, der i andre samfund bare er små, ligegyldige rutineopgaver. Men hele denne komplicerede proces, for at fremskaffe selv de mest ordinære oplysninger, kan man også bare bruge og gøre til en del af sin historie. For disse besværligheder fortæller jo en masse om samfundet.

Så selv når myndighederne forsøger at stoppe os fra at kunne rapportere, fortæller de os jo massevis om, hvem de selv er, og hvad de er. Og det skal berettes og offentliggøres.