Hvad får en journalist til at sætte sit liv på spil for at bringe information ud i omverdenen?

Det er sjældent, at jeg på forhånd ved, at en opgave er så farlig, at jeg reelt sætter livet på spil. Det opdager jeg som oftest først, når jeg allerede er midt i det.

Hvis vi bare tager min allersidste opgave i Libyen, så var det naturligvis klart, at det kunne være farligt. Derfor kørte jeg kun ind over grænsen sammen med en lille gruppe andre journalister, da grænsevagterne var flygtet. Målet var i første omgang blot at se, hvor langt vi kunne komme ind, inden vi mødte modstand, og så køre ud igen. Undervejs kunne vi så interviewe libyere, og på den måde kunne vi i det mindste komme en lille smule tættere på begivenhederne.

Da det så viste sig, at vi kunne komme ret langt ind i Libyen, så gjorde vi det. Og blev der. Men først da det blev klart, at det var muligt. Hele tiden forsøger jeg at nærme mig de nye situationer meget, meget varsomt, indtil jeg føler, at jeg kan overskue den situation, jeg befinder mig i. Det kan godt være, at jeg snyder mig selv. Men i hvert fald forsøger jeg at passe på.

Efter at have været ude af Libyen et par dage vendte vi tilbage igen, og anden gang begav vi os mange gange ned til fronten, hvor der klart nok er en større risiko. Det er ofte det dilemma, man befinder sig i, når man laver TV. Jeg kan ikke som en avis-journalist bare beskrive kampene ved at tale med folk, der har været ude ved fronten. Jeg skal have billeder, der viser krigen. Derfor er jeg selv og min kameramand nødt til at komme tæt på. Ofte meget tæt på. Den sunde fornuft siger naturligvis, at når noget er farligt, så skal man holde sig på meget stor afstand af det. Det er den modsætning, jeg skal forsøge at balancere. Jeg har en eller anden tro på, at man, hvis man har erfaringer og bruger sin sunde fornuft, kan begrænse risikoen betydelig. Måske tager jeg fejl. Ofte viser det sig så, at jeg er tættere på, end jeg kan lide. Det opdager jeg så mest, når det er for sent. Pludselig begynder bomberne at falde, men på det tidspunkt er man midt i balladen, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, og så forsøger man bare at få filmet så meget som muligt, og derefter redde sig selv ud.

For at kunne berette, hvad der sker, er man på TV nødt til at kunne vise det. Derfor skal man tæt på. Men det er naturligvis aldrig værd at dø eller blive lemlæstet for at få historien ud. Så det er den umulige balance, vi hele tiden er nødt til at forsøge at holde.