Det kan ofte være meget svært. I denne omgang rejste jeg for
eksempel til Haiti den 8. januar. Fra Haiti rejste jeg direkte videre til
Tunesien. Herfra videre til Egypten. Så var jeg hjemme i Jerusalem hos familien
i tre dage, hvorefter jeg blev sendt tilbage til Egypten igen. Så videre til
Bahrain, og derfra til Libyen i to omgange. Nu er jeg lige kommet til Danmark,
og hvis det går efter planen, kommer min kone herop i løbet af ugen, inden jeg bliver
sendt ud igen. Så siden begyndelsen af januar har jeg indtil nu kun haft tre
dage sammen med familien. Det er naturligvis et problem. Men jeg er en af de
heldige udenrigskorrespondenter, der har en meget stærk og hårdfør familie, der
accepterer, at det er betingelserne. Det er en Guds gave. Uden dem, ville jeg
slet ikke kunne klare det job, jeg har. Til gengæld er der jo også lange
perioder, hvor der ikke sker så meget, og hvor jeg så til gengæld kan være
hjemme hos min familie døgnet rundt i ugevis. Og i andre perioder foregår de
historier, jeg dækker, i Israel-Palæstinaområdet, hvor vi jo bor, så da kan jeg
være hjemme næsten hver aften.
Men den her slags arbejde har helt klart en høj pris i
forhold til familien og privatlivet. Det kan jeg jo se, på det store flertal af
mine kolleger der ikke har kunnet få det til at fungere og er blevet skilt. Det er
jeg heldigvis ikke. Og nu har vi været i stand til at få tingene til at
balancere i 25 år, selvom vi naturligvis ikke altid har været tilfredse med
forholdene, men jeg håber, at det fortsat lykkes at holde sammen på tingene,
indtil jeg en dag går på pension. Under alle omstændigheder mener jeg, at den
eneste grund til at jeg kan lave den slags journalistik, som jeg gør, er fordi
min familie er så hårdfør, som den er, støtter mig og giver mig den balance i
tilværelsen og perspektiv på livet, som både giver mig styrke til at klare det,
men det giver også en dybde til min journalistik, som gør den værd for andre
mennesker at følge med i, mener jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar