Frygter man for sit liv? Tænker på dem, der har mistet livet?

Nogle gange frygter man helt klart for sit liv. I særdeleshed når man mister nogle af sine venner. Eller når man er tæt på meget farlige situationer, hvor folk bliver dræbt og såret i nærheden af en, og man føler, at det er lidt af et lykketræf, at man selv overlevede.

Jeg tror, at alle vi, der arbejder med den her slags ting, tænker meget på de venner, vi har mistet undervejs, jeg gør i hvert fald, men vi taler ikke så meget om det. Formentlig fordi det ikke hjælper noget. Og de fleste af os mødes kun, når vi igen er ude for at dække en ny situation af samme slags, og på det tidspunkt er der ikke nogen af os, der har brug for at tale om dem, der tidligere blev dræbt. I de situationer har vi mere brug for at tro på, at intet kan gå galt. Så det er mest den nye opgave, man fokuserer på.

Men ind imellem, når man under fredelige, sikre omstændigheder mødes med kolleger, som man har været i krig med, så taler man om de døde venner, eller dem der blev lemlæstet. Men det sker mest på de forkerte tidspunkter, når man har fået noget at drikke og mindes ”gamle dage”. Men det viser sikkert, at mange af os i virkeligheden har brug for at tale om det, kun kan gøre det med hinanden, men ikke kan finde de rigtige situationer til at gøre det i. Jeg tror, at vi alle sammen er mere bange, end vi vil indrømme.