Glemmer man frygten for de farer der kan opstå eller hvordan tackler man det?

Frygten mærker man mest, når man venter på, at farerne skal vise sig. Når man er på vej ud til en front, man ikke kender. Eller man sidder og venter på, at helvedet skal bryde løs, og man ikke rigtig ved, hvad der vil ske. Når det pludselig sker, og det er farligt, så har man som oftest så travlt med at filme og overleve, at der ikke rigtig er tid til at tænke over frygten.

Tankerne og farerne begynder man først rigtig at gruble over bagefter. Så kan det godt være, at man indser, at det var for farligt, det man lige var ude i, og at det skal man ikke ud i igen. Men da man jo lige har overlevet, så overdøves frygten ofte af glæden og lettelsen over at det gik godt. Det er lidt at løbe fra de ubehagelige tanker, og det er sikkert også lidt af en overlevelsesmekanisme.