mandag den 9. december 2013

Frygter man for sit liv? Tænker på dem, der har mistet livet?

Nogle gange frygter man helt klart for sit liv. I særdeleshed når man mister nogle af sine venner. Eller når man er tæt på meget farlige situationer, hvor folk bliver dræbt og såret i nærheden af en, og man føler, at det er lidt af et lykketræf, at man selv overlevede.

Jeg tror, at alle vi, der arbejder med den her slags ting, tænker meget på de venner, vi har mistet undervejs, jeg gør i hvert fald, men vi taler ikke så meget om det. Formentlig fordi det ikke hjælper noget. Og de fleste af os mødes kun, når vi igen er ude for at dække en ny situation af samme slags, og på det tidspunkt er der ikke nogen af os, der har brug for at tale om dem, der tidligere blev dræbt. I de situationer har vi mere brug for at tro på, at intet kan gå galt. Så det er mest den nye opgave, man fokuserer på.

Men ind imellem, når man under fredelige, sikre omstændigheder mødes med kolleger, som man har været i krig med, så taler man om de døde venner, eller dem der blev lemlæstet. Men det sker mest på de forkerte tidspunkter, når man har fået noget at drikke og mindes ”gamle dage”. Men det viser sikkert, at mange af os i virkeligheden har brug for at tale om det, kun kan gøre det med hinanden, men ikke kan finde de rigtige situationer til at gøre det i. Jeg tror, at vi alle sammen er mere bange, end vi vil indrømme.

søndag den 8. december 2013

Kan man som journalist medvirke til at ændre forholdene i det pågældende land?

Det drømmer vi jo alle sammen om, at vi kan. Men helt ærligt, så tror jeg det ikke. Jeg kan ikke se, at det at vi i årtier har berettet om alt det forfærdelige, der hele tiden sker, har forebygget, at det onde gentager sig. Desværre. Men vi bliver vel nødt til at tro på, at vi gør en forskel.
Jeg tror, at uanset om vi gør en forskel eller ej, så bliver vi nødt til at fortsætte med at berette om alt det der sker - uanset om det er behageligt eller ej - sådan at folk derhjemme ikke bagefter, når tingene kommer frem i historiebøgerne eller andet, skal kunne komme og sige, at de ikke vidste noget om alt det, der skete. Komme og sige, at "havde vi blot vidst det den gang, så..."
Alt vi som journalister kan gøre, er at rapportere, fortælle, vise frem, holde tingene op foran ansigtet på vore læsere, lyttere eller seere, så de ikke kan lukke øjnene for det, der sker, og så håbe, at det betyder noget for dem. At de på den måde er mere velinformerede, når de går til Folketingsvalg eller på anden måde deltager i de demokratiske processer og beslutninger.
Hvilken konklusion folk drager, har vi som journalister ikke nogen indflydelse på. Men vi kan forhåbentlig bidrage lidt til, at beslutningen - hvad end den bliver - i det mindste bliver taget på et lidt mere velinformeret grundlag, end den ellers ville... håber jeg i hvert fald. Ellers er mit job helt omsonst.
Derfor kan det være ubegribeligt frustrerende, når en redaktør hjemmefra ringer og siger: "De billeder, du lige har sendt hjem er for ubehagelige, dem kan vi da ikke vise, når folk i Danmark sidder og drikker aftenkaffe!"
Så bliver man virkelig vred. I særdeleshed hvis det er virkeligheden, man viser. Og det er den virkelighed, der afgør, hvordan parterne i konflikten vil optræde den næste dag. Men af hensyn til danskernes aftenkaffe, kan vi ikke vise det. Og derfor forstår danskerne heller ikke vreden og raseriet i krigszonen den næste dag, når vi så viser den.

I sådanne situationer kunne man godt tænke sig at sende et par redaktører langt, langt ud til fronten, så de selv kan se, hvad det er, der foregår. Og så de i det mindste kan fatte, at deres job er respekt for virkeligheden og ikke for harmonien og den gode stemning omkring det danske kaffebord.

lørdag den 7. december 2013

I mange lande er der ikke ytringsfrihed, hvordan kan man så som journalist arbejde?

For det første betyder manglen på ytringsfrihed, at man ikke kan stole på den lokale presse. Det betyder ikke, at man ikke kan bruge pressen til noget som helst. For selv løgnen er en del af virkeligheden. Den fortæller ofte meget mere om virkeligheden, end magthaverne tror. Blot ikke det, de ønsker. Alt fortæller noget. Selv hvis nogen ikke vil tale med dig, fortæller det en lille bid af sandheden og bidrager til din historie.
Taler vi om et ultra-undertrykkende diktatur og politistater, så må man tage nogle udvidede hensyn til de folk, man faktisk taler med, for at beskytte dem. En ting er, at man nogle gange ikke bruger deres rigtige navne. Andre gange heller ikke deres ansigter eller stemmer. Måske kan man kun henvise til, at man har talt med nogle folk, som siger at... uden hverken at vise dem eller høre deres stemme.
En anden ting er, at man i nogle lande bliver skygget af sikkerhedstjenesten. Derfor skal man enten sikre, at man har rystet forfølgeren af, inden man når frem til sin kilde, eller man bliver nødt til at besøge og tale med et hav af andre mennesker, som man til slut slet ikke bruger, blot for at sløre, hvem det er, man har sine informationer fra. I politistater uden ytringsfrihed kan det tage uendelig lang tid at lave noget, der i andre samfund bare er små, ligegyldige rutineopgaver. Men hele denne komplicerede proces, for at fremskaffe selv de mest ordinære oplysninger, kan man også bare bruge og gøre til en del af sin historie. For disse besværligheder fortæller jo en masse om samfundet.

Så selv når myndighederne forsøger at stoppe os fra at kunne rapportere, fortæller de os jo massevis om, hvem de selv er, og hvad de er. Og det skal berettes og offentliggøres.

fredag den 6. december 2013

Glemmer man frygten for de farer der kan opstå eller hvordan tackler man det?

Frygten mærker man mest, når man venter på, at farerne skal vise sig. Når man er på vej ud til en front, man ikke kender. Eller man sidder og venter på, at helvedet skal bryde løs, og man ikke rigtig ved, hvad der vil ske. Når det pludselig sker, og det er farligt, så har man som oftest så travlt med at filme og overleve, at der ikke rigtig er tid til at tænke over frygten.

Tankerne og farerne begynder man først rigtig at gruble over bagefter. Så kan det godt være, at man indser, at det var for farligt, det man lige var ude i, og at det skal man ikke ud i igen. Men da man jo lige har overlevet, så overdøves frygten ofte af glæden og lettelsen over at det gik godt. Det er lidt at løbe fra de ubehagelige tanker, og det er sikkert også lidt af en overlevelsesmekanisme.

torsdag den 5. december 2013

Har du som journalist nogensinde sagt nej til en opgave pga. faren eller frygten for konsekvenserne?

Efter i sin tid at have dækket krigen i Irak i et par år, hvor jeg havde været inde i det kaotiske, krigshærgede land en 20-25 gange, måtte jeg bede TV2 om at få en pause.
Sagen er, at når man er bange, så tærer det utrolig meget på psyken, og man bliver meget, meget træt. Selvom man, når man kommer ud, sover i nogle dage, så er man stadigvæk træt indeni. Jeg var ofte så ødelagt af et par uger inde i Irak, at det tog hele min friperiode at komme på benene igen. Og når jeg endelig var klar, skulle jeg tilbage ind i Irak igen.

Det var næsten værre for min familie, end det var for mig selv. For selv når jeg var hjemme, så var jeg der i virkeligheden ikke alligevel. Den pris var for høj. Heldigvis har jeg en god arbejdsplads og nogle forstående chefer. Så fik jeg nogle års pause med Irak, og det var godt og nødvendigt. 

onsdag den 4. december 2013

Tænker man ikke ofte på risikoen når man rejser ud?

Jeg er ofte - eller rettere næsten altid - bange, når jeg rejser ud til konflikt-zoner, hvor det er åbenbart, at der er farer og krigshandlinger involveret. Jeg vender og drejer risiciene inde i hovedet. Taler på forhånd med kolleger og andre, som har været inde i eller fortsat er inde i området. Jeg ringer til diplomater, forretningsfolk, gamle kontakter og så videre. Alt sammen for at kunne lave en risikovurdering. For at fornemme, hvad det er, jeg er på vej ud i.

Så jo. Man tænker på risikoen. Men det er en del af jobbet. Og man bruger det til at få en realistisk fornemmelse af, hvor farligt det er, det man er på vej ud i.

tirsdag den 3. december 2013

Hvordan påvirker jobbet som journalist privatlivet? Er det ikke svært at leve et almindeligt familieliv, når man ofte befinder sig i brændpunkterne?

Det kan ofte være meget svært. I denne omgang rejste jeg for eksempel til Haiti den 8. januar. Fra Haiti rejste jeg direkte videre til Tunesien. Herfra videre til Egypten. Så var jeg hjemme i Jerusalem hos familien i tre dage, hvorefter jeg blev sendt tilbage til Egypten igen. Så videre til Bahrain, og derfra til Libyen i to omgange. Nu er jeg lige kommet til Danmark, og hvis det går efter planen, kommer min kone herop i løbet af ugen, inden jeg bliver sendt ud igen. Så siden begyndelsen af januar har jeg indtil nu kun haft tre dage sammen med familien. Det er naturligvis et problem. Men jeg er en af de heldige udenrigskorrespondenter, der har en meget stærk og hårdfør familie, der accepterer, at det er betingelserne. Det er en Guds gave. Uden dem, ville jeg slet ikke kunne klare det job, jeg har. Til gengæld er der jo også lange perioder, hvor der ikke sker så meget, og hvor jeg så til gengæld kan være hjemme hos min familie døgnet rundt i ugevis. Og i andre perioder foregår de historier, jeg dækker, i Israel-Palæstinaområdet, hvor vi jo bor, så da kan jeg være hjemme næsten hver aften.

Men den her slags arbejde har helt klart en høj pris i forhold til familien og privatlivet. Det kan jeg jo se, på det store flertal af mine kolleger der ikke har kunnet få det til at fungere og er blevet skilt. Det er jeg heldigvis ikke. Og nu har vi været i stand til at få tingene til at balancere i 25 år, selvom vi naturligvis ikke altid har været tilfredse med forholdene, men jeg håber, at det fortsat lykkes at holde sammen på tingene, indtil jeg en dag går på pension. Under alle omstændigheder mener jeg, at den eneste grund til at jeg kan lave den slags journalistik, som jeg gør, er fordi min familie er så hårdfør, som den er, støtter mig og giver mig den balance i tilværelsen og perspektiv på livet, som både giver mig styrke til at klare det, men det giver også en dybde til min journalistik, som gør den værd for andre mennesker at følge med i, mener jeg.